4 købskriterier for Magento extensions

Posted juni 21st, 2010 in Tips by Anders Rasmussen

Via Magento Connect kan du finde masser af gode extensions til din Magento-shop. Flere firmaer har gjort det til en forretning at udvikle og sælge Magento extensions, typisk til priser omkring $50-$200. Kan man finde den ønskede funktionalitet til sin shop på denne måde er det en billig pris at betale i forhold til at hyre en Magento-udvikler til specialudvikling.

Man kan dog også være uheldig med de extensions man finder, så her er 4 ting du skal holde øje med:

1. Kompatibilitet

Virker modulet med din version af Magento? I skrivende stund er det 4 måneder siden at Magento 1.4 blev udgivet, men man kan stadig nemt støde på extensions og templates der kun virker med Magento 1.3. Og det er ikke sikkert at du bliver tydeligt advaret om dette, så kig godt efter hvad der står med småt, og spørg hvis du ikke kan finde oplysningen.

2. Omdømme

Ligesom når du handler i andre netbutikker er det en god idé at tjekke hvem man handler med. Hvor i verden er firmaet placeret? Er der kontaktoplysninger på firmaet? Brug Magentos forum til at søge efter erfaringer med firmaet og det modul du kigger på. Hvilke erfaringer og problemer har folk haft, og hvordan har firmaet reageret?

3. ionCube

Nogle udviklere vælger at lave kopibeskyttelse på deres kode med en teknologi kaldet ionCube, så folk ikke kan piratkopiere det. Det kan man jo godt forstå, men teknologien giver desværre nogle alvorlige problemer. For det første skal du sikre dig at din hosting provider har ionCube installeret på serveren, ellers kan du slet ikke køre modulet. For det andet kan der ikke laves modifikationer af modulet, hvis du f.eks. ønsker at rette lidt i den måde modulet fungerer på. Det er umuligt, da programmører ikke kan få adgang til koden pga. kodebeskyttelsen. For det tredje får du ofte en licens der er låst til dit domæne, hvilket kan give problemer hvis du vil bruge andre domæner, testsites mv. Mit råd er derfor at holde øje med ordet ionCube og kun købe moduler med ionCube hvis der ikke er andre muligheder og du kan acceptere funktionaliteten 100 % som den er.

4. Support og manual

Er der tilstrækkelig dokumentation til at du kan finde ud af at bruge modulet? Er det muligt at få hjælp hvis du løber ind i problemer? Stil evt. et par spørgsmål før du køber modulet og se hvordan de svarer, og hvor hurtigt.

Tip: Deaktiver notifikationer i backend

Posted september 27th, 2009 in Tips by Anders Rasmussen

I backend kommer af og til notifikationer om f.eks. nye versioner af Magento. Som regel er de kun i vejen. Shopejere uden evne til at opdatere shoppen forstår ikke beskederne, og de teknikere der skal opdatere kender allerede til de nye versioner fordi de følger med på Magentos blog mv.

adminnotification

Beskederne kan dog nemt deaktiveres.

For at fjerne eksisterende beskeder

System -> Notifications -> Select All -> Actions = Remove -> Submit

For at forhindre nye beskeder

System -> Configuration -> Advanced -> Disable Modules Output -> Mage_AdminNotification = Disable -> Save

adminnotification-disable

Køb en designskabelon og kickstart din shop

Posted marts 15th, 2009 in Tips by Anders Rasmussen

Tip: Hvis du vil hurtigt i gang med din shop og samtidig gerne vil spare lidt penge, er det måske værd at overveje at købe en færdig designskabelon. De fås i glimrende kvaliteter, og du sparer tid og penge til en grafiker. Der findes masser af Magento themes, og de fleste fås for under 1000 kr.

Her er et par sites, der har specialiseret sig i at lave færdige designpakker til Magento:

Bemærk i øvrigt, at temaerne leveres som normale template/layout/skin-filer til Magento, og det er derfor muligt at modificere og udvide dem præcis efter dine ønsker. Til det formål kan du jo passende kontakte Crius… :)

Crius er ikke affilieret med nogen af de nævnte designleverandører.

Guide: Email-skabeloner

Posted februar 10th, 2009 in Tips by Anders Rasmussen

Mange har problemer med at forstå den lettere ulogiske administration af email-skabeloner (ordrebekræftelse, faktura mv.), så her kommer en guide.

Sådan opretter/redigerer du en mailskabelon (email template):

  1. Gå til System -> E-mails. Klik Tilføj ny skabelon.
  2. Vælg den ønskede mail i dropdown-listen og tryk Indlæs skabelon. Herefter indlæses standardskabelonen for den valgte sprogpakke, som du kan redigere som du har lyst. Du kan bruge de danske skabeloner, hvis du har dansk sprog installeret.
  3. Gem skabelonen.
  4. Gå til System -> Configuration og find sektionen der omhandler din mail. De fleste ligger i Salgs-emails.
  5. Vælg din oprettede mail i skabelon-dropdown-listen og gem konfigurationen.

Typiske problemer:

  • Jeg kan se at mails virker som standard, men der er ingen mails oprettet i System -> E-mails (kun en enkelt)??!!
    Sprogpakken har nogle standardskabeloner indbygget, som bruges hvis du ikke har oprettet andre.
  • Jeg har oprettet mine skabeloner, men de virker ikke??!!
    Det er ikke nok at oprette dem, man skal også bede Magento om at bruge dem. Det gøres i konfigurationen. Se punkt 4-5 ovenfor.

Kontaktfomularer – for og imod

Posted september 2nd, 2008 in Tips by Anders Rasmussen

Så er det tid til en lille opsang til websiteejere og -udviklere. Der er desværre mange webdesignere, der har tendens til næsten pr. automatik at placere en kontaktside med en kontaktformular på alle sites, de laver, i stedet for bare en e-mail-adresse. Dette er ikke altid en god idé.

Det dårlige eksempel

Formularer er beregnet til at indsamle bestemte data fra brugeren. Men kontaktsider er som regel beregnet til at brugeren kan kontakte indehaveren om hvad som helst. Der er altså ikke behov for specielle informationer, og kontaktformularen har derfor bare et beskedfelt + evt. nogle felter til navn og adresse, og brugeren kan så indtaste hvad han vil. I dette tilfælde vil jeg påstå det er langt bedre at lade brugeren skrive en e-mail. Lad dog brugeren benytte det miljø, han er vant til at skrive i, hvor han måske har sin signatur sat op, så navn og adresse kommer med automatisk og hvor han ikke behøver indtaste sin egen e-mail-adresse. Tving ham ikke til at skulle formulere sin henvendelse i 10 forskellige små usle felter uden formatering. Formularen er selvfølgelig ok hvis e-mail-adressen samtidig er tydeligt angivet.

Det gode eksempel

Formularer har sin berettigelse i de tilfælde, hvor man har behov for at sikre, at kunden giver visse oplysninger. Det gælder f.eks. anmeldelse af en skade til forsikringsselskabet. De har måske behov for policenr., skadesdato, skadesbeløb, beskrivelse af hændelsen, telefonnr. mv., og så er det jo nyttigt at de kan lave en formular med obligatoriske felter til disse informationer, i stedet for at modtage en e-mail hvor det halve mangler. På den måde har de også mulighed for automatisk at sammenkøre henvendelsen med informationer i deres database.

Der er gode usability-råd om formularer at hente hos Jakob Nielsen (punkt 7) og A List Apart.

Har du en forside der sælger?

Posted august 22nd, 2008 in Tips by Anders Rasmussen

Har du tænkt over, hvordan din netbutiks forside tager imod kunderne? Mange er i tvivl om, hvad man skal putte på forsiden, og alt for ofte ser man fuldstændig ligegyldige forsider, som blot er i vejen for brugerne. Her kommer derfor 5 gode råd:

1. Forsiden er ikke nødvendigvis det første indtryk

Det første råd om den vigtige forside er, at den måske ikke er så vigtig som du tror. Mange tror at forsiden er indgangen, hvor alle kunder starter deres indkøb, men det er langt fra tilfældet. Det smukke ved internettet er, at man kan finde relevante produkter og sider direkte fra søgemaskinerne. Mange folk havner (forhåbentlig) direkte på en af dine produkt- eller kategorisider fordi de søger på et ønsket produkt. Det skal du udnytte, og sørge for at folk har de nødvendige navigationsmuligheder der, hvor de kommer ind. Regn ikke med at alle ser din forside.

2. Splash-sider skal dø

Introsider/splash-sider er der intet godt at sige om. Det er en af de store dødssynder i webdesign, og har absolut ingen fordele, og rådet er derfor meget klart: Brug dem aldrig. Du har sikkert oplevet, at et site viser en side med et stykke grafik eller en introvideo og intet andet som det første du ser, og først derefter kommer du ind på det reelle website og får vist menuen osv. Dette er en splash-side, og vælger du at stille sådan en blokade op foran dit website er du sikker på at miste kunder. Forestil dig at du skal ned i Brugsen, men inden du overhovedet kan få lov at komme ind i butikken skal du lige høre på en sælger, der står uden for butikken og holder en tale om, hvor fantastisk Brugsen er. Meget irriterende, ikke?

Et eksempel kan i skrivende stund ses hos Dansk HøreCenter. Her ses nogle billeder af høreapparater og et par links, og først når man klikker på noget finder man det reelle website.

3. Velkomsttekster og andet tomsnak

Mange finder det fristende at bruge forsiden til at byde velkommen og sige en masse flotte ord om firmaet. Intet kunne være mere irrelevant. Igen finder vi et skrækeksempel hos Dansk HøreCenter:

Dansk HøreCenter startede i 1994, hos os er nøgleordene professionel og personlig rådgivning, service, kvalitet, hurtig levering, god instruktion og opfølgning.

Hvad skal jeg bruge denne gang tomsnak til? Jeg er ligeglad med hvor mange fine ord I kan finde i ordbogen, det er jeres høreapparater, jeg er er interesseret i. (Hvis vi nu antager at jeg er en potentiel kunde altså, hvilket jeg ikke er!) Mit umiddelbare indtryk er at Dansk HøreCenter er ekspert i at hælde vand ud af ørerne.

4. Vis mig varerne

Når vi snakker om netbutikker kan der vist ikke være meget tvivl om, hvad brugerne kommer efter. Varerne selvfølgelig. Derfor skal brugerne nemt kunde finde dine varer fra forsiden. Måske skal ud udnytte pladsen til en oversigt over dine kategorier, måske skal du vise dine vigtigste produkter. Bestsellers er bedre end dine udvalgte produkter, for jeg er faktisk mere interesseret i de varer som de andre kunder kan lide end dem, som du selv kan lide.

5. Keep it simple

Sidste råd er en klassiker: Sørg for at holde din forside simpel og overskuelig. Det kan være fristende at putte så meget som muligt ind i det vigtige udstillingsvindue, som forsiden er, men resultatet er bare, at man ikke kan se skoven for bare træer. Vis kun et par enkelte produkter, med flotte billeder i en fornuftig størrelse, og lad være med at putte en masse grafik ind som reklame for det ene og det andet. Husk, at jo mere luft der er på siden, desto mere fokus giver det til indholdet.

Filtreret navigation

Posted august 8th, 2008 in Tips by Anders Rasmussen

En af de smarteste funktioner i Magento – som er med til at gøre Magento en klasse bedre end andre systemer – er muligheden for at lave filtreret/lagdelt navigation (layered navigation) i produktkataloget. Filtreret navigation giver en stor frihed til kunden for at browse produktkataloget præcis efter sine behov. Grundlæggende består idéen i, at produkter kan tildeles egenskaber, og kunden kan så finde produkter ud fra disse egenskaber.

Her kan kunden vælge at se produkter ud fra kategori, prisinterval, farve eller producent. Klik for forstørrelse.

Her kan kunden vælge at se produkter ud fra kategori, prisinterval, farve eller producent. Klik for forstørrelse.

Kategori- og prislagene er specielle lag, men derudover kan egne lag tilføjes ud fra egenskaber som du bestemmer.

Sådan laver du et nyt lag

Lad os sige at du ønsker et nyt lag i din tøjbutiks navigation, der indeholder størrelse (large, medium, small), så kunderne kan indsnævre katalogets udbud til t-shirts, der passer dem. Her er opskriften:

  1. Opret egenskaben
    I admin, gå til Catalog -> Attributes -> Manage Attributes -> Add New Attribute. Giv egenskaben en kode (size), vælg dropdown som input type og vælg filterable i layered navigation. Vælger du filterable (with results) vises laget og dets links kun, hvis der er nogle produkter i dem. Med filterable (no results) vises også “tomme” links.

    Klik for forstørrelse

    Klik for forstørrelse

    Under fanebladet “Manage Labels / Options” i venstre side angiver du titlen Size og mulighederne Small, Medium og Large.

    Klik for forstørrelse

    Klik for forstørrelse

  2. Tilføj egenskaben til et egenskabssæt (attribute set)
    Gå til Catalog -> Attributes -> Manage Attribute Sets. Vælg det sæt, som egenskaben skal gælde for. Hvis din egenskab skal bruges til alle produkter kan du bare vælge Default, og ellers er det nok en god idé at oprette et nyt attribute set til formålet. Det kunne f.eks. hedde T-shirts.
    Når du har valgt dit attribute set er det bare at trække den nye egenskab size fra højre kolonne og ind til de andre egenskaber i sættet, et passende sted.
  3. Rediger produkter
    Alle dine t-shirts skal selvfølgelig have størrelsen angivet. Gå derfor til Catalog -> Manage Products og vælg et produkt. Herefter vil du se din egenskab under det faneblad, som du valgte i punkt 2. Vælg t-shirtens størrelse og gem.
  4. Gør kategori til anchor
    For at en kategori viser den filtrerede navigation skal den være markeret som “anchor”. Sæt derfor “is anchor” til “yes” under Catalog -> Manage Categories. Dette har også den effekt, at kategorien ikke kun viser sine egne produkter, men også produkter fra underliggende kategorier. Dette er ikke noget problem, da et af lagene jo netop er underkategorierne.
  5. Opdater cache
    Efter at have redigeret i egenskaberne er det en god idé at gå ind i System -> Cache Management og trykke Refresh Layered Navigation Indices. Så opdaterer Magento sin cache over hvilke lag der skal vises og hvor mange produkter de har.

Sælg mere med Magento’s produktrelationer

Posted juli 30th, 2008 in Tips by Anders Rasmussen

Du har sikkert tit oplevet at gå ind i en kiosk efter en enkelt ting og komme ud med noget helt andet eller meget mere. Det er fordi kiosken har tænkt over, hvordan de præsenterer sine varer, hvilke tilbud de skal lave og hvad ekspedienten skal sige. Det samme skal du selvfølgelig gøre med din netbutik!

Continue Reading »