Ejeren af modebutikken Fashionministeriet.dk har i dag lukket shoppen. Beslutningen kommer efter at den 19-årige modetøs Isabel i lørdags afslørede på sin blog, at shoppens koncept var at købe varer hos den engelske netbutik Asos og sælge dem videre til 8-dobbelt pris. Ikke decideret ulovligt, men temmelig plat.
Sagen er et godt eksempel på hvor meget omdømmet betyder for en netbutik, og hvorfor mange bruger tid på at lave “reputation management”. Et kritisk blogindlæg spreder sig via nettets kanaler og vupti, så er butikkens position i Google invaderet af dårlig omtale.
Fashionministeriet har så reageret ved at erstatte websitet med en tekstside hvor de tuder over kritikken, og hvad det skal hjælpe kan man så undre sig lidt over. Som Isabel siger:
Hvis momsen er så høj i Danmark, at du er nødt til at tage 439 kroner for en ring, der kan købes til 39 kroner på den originale side, så vil jeg mene, at der enten er noget gevaldigt galt i Danmark, eller med dine matematiske kundskaber
Og hvad kan vi så lære af det?
- Internettet er en gave til demokratiet og ytringsfriheden. Med internettet kan vi råbe meget højt, som Søren Storm Hansen siger.
- Hvis din butik er baseret på at udnytte folks mangel på viden, så kan du lave nok så meget reputation management, det hjælper ikke. Før eller siden finder folk ud af at din butik stinker.
- Stå ved hvad du laver og skriv dit navn på dit website. Der er ikke noget værre end anonyme “om os”-sider med tom marketingsnak og det samme stock photo af en smilende dame med headset.
